Oktober er hvidløgstid

Oktober er hvidløgstid

Jeg kan ligeså godt sige det som det er. Jeg ELSKER hvidløg (allium sativum). De små hvide bomber af smag og kraft som er et af de mest alsidige krydderier jeg kender. Alt efter hvordan det tilberedes kan det være både sødmefyldt eller stærkt og friskt. Mulighederne er uendelige og vi bruger virkelig mange i vores lille husholdning. MEN, jeg må tilstå at de mange hvidløg vi igennem tiden har spist os igennem, alle har været købt i det lokale supermarked. Ofte importeret fra Frankrig eller Spanien. Og det er der jo i og for sig heller ikke noget i vejen med, men findes der noget bedre end når man kan spise noget man selv har dyrket? Så nu skal det være slut. Oktober måned er nemlig den mest optimale måned at sætte sine egne hvidløg til høst midt på sommeren næste år. Og hvidløg skulle antageligt være en taknemmelig afgrøde med næsten garanteret succes. De kan dyrkes alle steder og i næsten al slags jord.

Jeg kunne i princippet sagtens bare have plantet nogle af de hvidløg jeg allerede har liggende fra supermarkedet. Men det på trods, har jeg alligevel valgt at købe sætteløg fra danske avlere. Det har jeg gjort at flere årsager. Den vigtigste grund er at jeg gerne vil sikre mig at de sorter jeg nu skal til at dyrke i min egen have, er egnede til vores kølige klima, så jeg får det bedst mulige udbytte. Der findes mange hundrede sorter hvidløg og de fleste af dem er egnede til varmere klima end vores og vil derfor give et ringere udbytte eller måske slet ikke komme frem. Og så er der også forskel på om det er en efterårs- eller forårssort, og du kan sågar risikere at dine ikke økologiske hvidløg er sprøjtede med spirehæmmer. Når jeg køber hos en dansk hvidløgsavler ved jeg at jeg har fat i sorter som kan og vil vokse sig store og lækre. Jeg ved hvornår og hvordan de skal plantes og jeg vil derfor kunne dyrke dem i mange år fremover. Derfor er investeringen fornuftig i mine øjne.

En anden fordel og grund til at købe fra en certificeret producent er at jeg undgår at introducere kedelige svampesygdomme til alle havens andre Allium vækster (inklusivt blomsterløg).  

Når man nu skal vælge sine kommende sorter ved vi alle at begrænsningens kunst kan være den sværeste og det måtte jeg dog også sande med hvidløg. Jeg kom dog til sidst frem til 4 sorter som jeg vil begynde med:

Elefanthvidløg (Allium Ampelophrasum), som i virkeligheden slet ikke et hvidløg, men tilhører porrer familien.  De har været frygteligt populære og var da næsten heller ikke til at få fat i. Jeg fandt dem dog til sidst hos Fuglebjergaard hvor jeg har givet 42,5 kr. pr fed. De dyrkes ligesom almindelige hvidløg, dog forøges planteafstand og dybde en smule.  Derudover har jeg læste at det er godt at nippe blomsterskuddet af da det vil begrænse væksten. Heldigvis kan de spises og skulle være utroligt lækre.
De skulle udvikle kæmpe store hvidløgsfed, med en fin mild hvidløgssmag og skulle være lækker at spise både tilberedt og rå. Det må simpelthen prøves.

Derudover har jeg fundet en lille lokal producent, Hvidløg & Vin fra Faxe på Sydsjælland, tæt på hvor jeg selv bor. Det er ægteparret Lotte og Peter som driver et lille landbrug hvor de producerer økologiske hvidløg og importerer vin (www.hvidløg-vin.dk). Deres hvidløg er økologisk certificerede og sygdomskontrollerede. De har mange sorter og af dem har jeg valgt 3 hårdnakkede efterårssorter:

Thermidrôme – en meget hårdfør sort som ifølge ægteparret giver middel tidlig høst af mellemstore hvidløg, men med store fed og en krydret smag.

Messidrôme - som er en sydfransk sort af oprindelse. Den har hvid skalfarve og giver en sen høst af mellemstore hvidløg med store fed. De skulle have en god afrundet og stærk smag.

Vigor – en højtydende sort af amerikansk oprindelse. Den kan ifølge Lotte og Peter være lidt følsom i overvintringsfasen men den giver en sen høst af store lidt kantede hvidløg med lilla anstrøg og store fed med stærk smag.

Messidrôme hvidløg som sætteløg. Plant hvidløg i din have til oktober og høst egne hvidløg fra køkkenhaven til sommer.

Dyrkningsvejledning af hvidløg på friland (efterårssorter):

  1. Find et solrigt sted i haven hvor dine hvidløg kan stå. Hvert fed skal have plads (ca. 10 cm afstand mellem hinanden og omkring 50 cm mellem rækkerne).
  2. Klargør jorden i dit bed ved at fjerne alt ukrudt og større sten. Luft evt jorden lidt med en greb, hvis den er meget kompakt. Brug gerne lejligheden til at forbedre din jord med alt hvad du lige har ved hånden fx aske fra brændeovnen, kaffegrums, æggeskaller og/eller din egen havekompost. Dette kan med fordel gøre et stykke tid inden du er klar til at sætte hvidløg.
  3. Del dine hvidløg i fed, lige inden du er klar til at udplante (ikke mere end 24 timer inden). Udvælg gerne de største fed få at få den bedste høst til sommer.
  4. Plant dine hvidløg med spidsen af fedet op, og med 10 cm afstand mellem hinanden. Hvidløgets spids skal være ca. 5-7 cm under jorden.
  5. Det hårde arbejde er overstået, og nu er det bare at vente. Dine hvidløg vil bruge vinteren til at udvikle rødder og optage alle de gode næringsstoffer du har tilført din jord. I det tidlige forår vil du kunne begynde at holde øje med de små hvidløgsspirer, der vil begynde at titte frem fra jorden. Her er din vigtigste opgave at holde dem fri for ukrudt. Husk at jorden skal være fugtig, men vand kun hvis det er nødvendigt og vand slet ikke de sidste par uger.
  6. Høst allerede fra maj, men de helt store hvidløg får du først i løbet af juli når bladene bliver gule og enkelte planter begynder at vælte.
  7. Tør dine hvidløg i 3-4 uger. Du kan evt. flette blødnakket hvidløg. Hvidløgsranker er noget af det smukkeste.
  8. Spis løs og plant ud igen til oktober. Så har du sikret dig næste års høst. Hvidløgene kan du spise hele året rundt, hvis de er opbevaret mørkt, køligt og tørt.
    Plant kun dine egne sætteløg igen hvis de har været fri for sygdom.


Det er lidt forskelligt hvornår de forskellige producenter anbefaler at man sætter sine hvidløg. Som udgangspunkt skal de nå at være 6 uger i jorden inden frosten kommer, men da det er svært at spå om siger mange at den optimale periode er fra slut september til slut oktober.

Jeg er mega spændt på at få dem sat og jeg kan næste ikke vente til sommer. Indtil da vil jeg spise videre af mine Spring Blanco hvidløg fra Spanien imens jeg glæder mig til egne hvidløg til sommer.

Dyrk hvidløg i køkkenhaven. Se anlægsgartnerens trin for trin guide til dyrkning af hvidløg i køkkenhaven og få success med dyrkning af hvidløg.

 


Indsend kommentar (Din e-mail adresse bliver ikke publiceret):

Vær opmærksom på at din kommentarer vil blive sendt til godkendelse, inden den bliver vist på siden.