Nem hyldeblomstsirup til sommerens drinks

Nem hyldeblomstsirup til sommerens drinks

Hyld (Sambucus Nigra) findes overalt i de danske haver og frit i naturen. Årsagen dertil, skal man nok finde i, at man i gamle dage troede på, at den beskyttede mod ondskab, hvorfor mange plantede den rundt om deres bolig. Hylden springer ud omkring sankthans og forbindes derfor, af mange, med sol og dansk sommer. 

Hylden er nem at kende, både på dens store hvide blomsterskærme, men også på dens let genkendelige duft, som giver en god indikation af, at du har fat i den rette plante. Har du ikke selv hyld i haven, ja så er der med garanti en venlig nabo eller ven der kan hjælpe. Der findes et hav af opskrifter hvor du kan bruge hyldeblomster, så det er bare om at kaste dig ud i dem. Vi er vilde med sommerdrinks med hyldeblomstsirup, så find opskriften på både sirup og drinks lige her.

Hvis du vil vide mere om hyld og andre spiselige blomster, så se også bogen ´Spiselige Blomster fryd og velsmag´ af Anemette Olesen. Her giver hun historien bag de spiselige blomster, og deler ud af både idéer og opskrifter til sommerens spiselige blomster. 

Hyldeblomstsirup

5 dl vand
500 g økologisk rørsukker
ca. 125 g hyldeblomstskærme 
evt. citronsaft



 


1. Bring vand i kog.

2. Opløs sukkeret i vandet og tag det af varmen.

3. Tilfør hyldeblomster og lad det trække i ca. 30 minutter. 

4. Sigt blomsterne fra din sirup gennem et lærred eller rent viskestykke og kom den på en skoldet flaske. 

TIPS: Skyld ikke dine skærme før brug, men ryst dem i stedet let, for at fjerne små dyr. På den måde bevarer du mest mulig smag i hylden.

Gin og Tonic med hjemmelavet hyldeblomstsirup



5 cl god gin 
10 cl god tonic 
3-5cl hyldeblomstsirup (efter smag)
1 cl friskpresset citron
Rigeligt med isterninger

1. Fyld glasset med isterninger.

2. Tilsæt gin, tonic, din kolde hyldeblomstsirup og citron.

3. Rør forsigtigt rundt i din drink og husk at pynte den med lidt smukt fra haven.  

4. Så er det bare at nyde den!

God fornøjelse og rigtig god sommer!


Indsend kommentar (Din e-mail adresse bliver ikke publiceret):

Vær opmærksom på at din kommentarer vil blive sendt til godkendelse, inden den bliver vist på siden.